"I næste uge..." og en ukendt, men ikke blind vej!

"I næste uge ..." - sådan kan man indlede mange tankesætninger i sin sommerferie. Jeg har i hvert fald! Blandt de hyppige har været:
"I næste uge får jeg lige kigget på det der ukrudt"
"I næste uge rydder jeg op i mit dokumentarkiv på computeren"
"I næste uge vasker jeg tøj"
"I næste uge sorterer jeg papirer"
"I næste uge behøver jeg ikke købe latte på Kaffebaren"

Den næste uge har det med at tage den næste..... Men, men, men lige om lidt er det jo august - faktisk i NÆSTE UGE, og selvom ukrudt måske får lov at være ukrudt lidt endnu (i hvert fald hvis vejret fortsætter på denne måde), så må jeg vist hellere få erkendt, at en ny og ukendt hverdag nærmer sig med skræmmende hastige skridt. Jeg ved ikke, om jeg er klar! Rent praktisk er jeg det overhovedet ikke, men i forhold til det er jeg nogenlunde fortrøstningsfuld. Jeg håber på, at jeg kan kombinere mine "syndige" besøg på Kaffebaren (eller Riccos) med lidt indledende øvelser i forhold til årsplaner. Det fungerede for mig sidste år, og jeg håber på, at det kan gøre sig gældende igen. Jeg har det godt med at sidde med et notesblok og "tegneskrive" mig lidt frem til noget, jeg skal have planlagt, hvorefter det puttes i mere firkantede kasser. Det skal nok lykkes mig at få lavet nogle årsplaner (og måske endda også de første ugeplaner, som jeg jo skal til at lave - yikes!).

På det mentale plan er jeg heller ikke klar, men her kan jeg sgu nok ikke helt skrive mig ud af det. Jeg forestiller mig, at selve den praktiske planlægning kan hjælpe mig med også følelsesmæssigt at bevæge mig ud på Østerbro. Jeg er ikke i sådan en krampagtig sorgfølelse længere, og det har været rigtigt godt at lave ting med mine "gamle" kolleger fra Amager her i løbet af sommeren, at sms'e med dem og i det hele taget mærke, at de ikke behøver at forsvinde fra mit liv, bare fordi vi nu ikke længere skal dele lærerværelse. Jeg er ikke nået derhen, hvor alt bare er godt og rosenrødt (og måske har denne proces medført, at jeg fremover bliver en lille bitte smule mere kynisk omkring mit arbejde - forhåbentlig dog ikke for meget!), men jeg tror på, at jeg nok skal finde en arbejdsglæde igen engang, og jeg kan sagtens mærke, at der også begynder at indfinde sig en positiv spændingsfølelse over at skulle starte noget nyt....

Jeg tror, jeg er på vej - praktisk og mentalt... vejen er bare stadig lidt kringlet og ukendt, men jeg tror bestemt ikke, den ender blindt!