Hvad gør vi nu, lille du?

Det har været sjovere at være lærer, end det er lige i øjeblikket, og jeg har haft lidt svært ved at tage mig sammen til at skrive her på bloggen, men nu tænker jeg, at det skal være, for i virkeligheden er der jo noget ganske terapeutisk ved at skrive i denne hersens offentligt tilgængelige dagbog.

I løbet af den sidste uge er der flere kolleger, der har spurgt mig, om jeg var okay eller blot simpelthen konstateret, at jeg ikke så ud til at være på toppen. Det skyldes nok mest af alt, at der virkelig er mange udfordringer i min 5. klasse, som jeg egentlig ikke kan skrive en masse om her - tavshedspligt and all. Jeg kan dog vist godt tillade mig at skitsere nogle overordnede "temaer" for min frustrationer uden at komme for tæt på, og her popper følgende op:

• Den alt alt alt for rummelige folkeskole, hvor krav og ressourcer ikke hænger sammen. Jeg står stadig ved alle mine idealer om, at "udskilning" af børn kan have en fatal stigmatiserende effekt, men må samtidig også bare konstatere, at det er lidt for nemt at tale om inklusion med den ene hånd, mens der fægtes med sparekniven i den anden - og det har konsekvenser!
  
• Forhandlerbørn, curlingbørn, ønskebørn. Kært barn har mange navne, men det er bare ikke så super kært, at alt er til diskussion, og at alt er tilladt. Det er så hårdt, at være "den sure lærer" hele tiden, og det kræver SÅ mange kræfter. Som konsekvens har jeg på det sidste indimellem været lidt langt fra hende den unge, engagerede og optimistiske lærer, som jeg gerne vil være. Har nok faktisk nærmest været lidt mere hende den trætte, opgivende og lettere hysteriske lærer!?
  
• "Hvis det ikke virker, så må vi jo bare prøve noget andet". Det er godt, at man som pædagogisk professionel har mange tangenter at spille på, men indimellem ville det være lidt befriende, hvis man, som prinsessen i eventyrerne, kunne nøjes med at sige: "Duer ikke!" uden at følge det op af et forslag til, hvad man så kan prøve.
  

Se, nu kunne det jo godt lyde som om, at jeg er ved at være klar til stresssygemelding og i det hele taget at smide håndklædet i ringen, men sådan er det ikke! Jeg fornemmer små skridt mod noget rigtigt, og jeg står heldigvis ikke alene med alle mine frustrationer.
- og så er der det her interessante, at når noget er meget "op ad bakke" og "1 skridt frem, 5-10 tilbage", så er der andet, der lykkes. Eksempelvis har jeg haft dejlige samfundsfagstimer efter påske og konstruktive møder (som jeg jo ellers er noget, jeg har bitchet om tidligere her på bloggen), alt imens at det for alvor er blevet forår.

Jeg tror, jeg har ret meget jysk stædighed og stolthed med i min bagage, så jeg tænker stadig, at det skal fandme lykkes - heldigvis. Dertil er jeg så heldig at kunne tilføje, at jeg har en omgangskreds, der er gode til at støtte og passe på, og ikke mindst nogle vidunderlige kolleger, der ikke lader mig stå alene med opgaven og som både giver kram og kærlige spark i r..... , når det er tiltrængt.

Så..."hvad gør vi nu, lille du?" - tja... BLIVER VED!